>Der fortalte os det<

» Indianerne.
»Du gode Gud,« brummede manden jeg så dem ikke.

Men de er på vej mod byen.« »Hvordan ved du det?«
»Hvad fanden kommer det dig ved?«

Andre mænd nærmede sig baren. Manden bag baren stod og tørrede et glas, mens han så ængsteligt på Henrik.

Den skaldede pianist holdt op med at spille.

»Mister, hvis De har set indianere, så spyt ud.«

Pianisten nippede til sin øl og kantede sig hen mod flokken.

»Vi fulgtes med en soldat hertil,« indskød Ole hurtigt. »Det var Richard Ragnvald der fortalte os det.«
»Cheyenner — hvor mange?«

»Der er sgu en hel stamme, og de er på krigsstien,« sagde Henrik. Han hævede stemmen og gentog hæst: »En hel stamme!«
»Hvor kom I fra?«
»Reeder, hvis det i øvrigt vedrører dig.«

»Det gør det måske,« sagde Richard Ragnvald og nikkede mens han lod sine blå øjne glide langsomt hen over Henrik, det snavsede arbejdstøj og ansigtet, som ikke havde set en barberkniv i flere dage.

Manden forsøgte at nidstirre ham, og Ole trak i sin vens ærme. Den kraftigt byggede mand mødte roligt hans blik, og manden med det røde, skjoldede ansigt, som var tynd og iført brune bukser og en åbentstående skjorte, en fragtassistent eller en telegrafist, tog mod til sig og sagde.