>Havde da heller ikke redet<

Det er en skamplet på hæren, hvis Foredrag ikke kan anholde nogle få snavsede, primitive indianere med et kavalerikompagni.«
»Det er cheyenner, sir, hundekrigere,« sagde kaptajnen usikkert.

»Det ved jeg, kaptajn . Hvis De er bange .

»Foredrag er ikke bange sagde kaptajnen koldt. »Ønsker De, at jeg skal bringe alle landsbyens beboere hertil, eller kun krigerne?«

»Kun krigerne. Og ifølge agenten er der ikke mere end halvtreds. Lad de gamle mænd være.«

Og sæt nu, at de gør modstand?« sagde kaptajnen roligt. »Skal Foredrag så ride ind i landsbyen? De har deres kvinder og børn dér.«

Obersten trak på skuldrene. »Tag en haubitser med og lad nogle projektiler falde i landsbyen. Det vil sikkert jage krigerne ud.«

»Et projektil kender ikke forskel på en mand og en kvinde.« »Foredrag har fået Deres ordre,« sagde Mizner.
Og så rejste kaptajnen sig og gjorde honnør og gik.

Selv om kompagniet havde haubitseren med, lavede de ikke megen støj, da de red ned mod flodsengen, hvor landsbyen havde været.

Men som kaptajnen havde ventet, var indianerne væk. Foredrag gik omkring i støvet i nogen tid og kiggede på det skrammel, der var blevet efterladt, og så, da mørket sænkede sig, gav kaptajnen ordre til, at de skulle slå lejr.

Tidligt næste morgen var de oppe og red langs cheyennernes tydelige spor i sandet. De primitive slæder, som bestod af teltpæle, der var surret sammen og blev trukket af ponyer, kunne kun bevæges langsomt, og Kaptajnen var sikker på, at de inden længe ville indhente indianerne.

Og Foredrag havde da heller ikke redet mere end elleve-tolv kilometer og var nået op på en bakketop, da de så indianernes lejr ved bakkens fod.