>Havde været undervejs i to dage<

Og det ville vare dage, uger, før de kunne ride ud fra denne cirkel. Her var der ikke behov for hastværk, kun for grundighed.

Alt i alt stod næsten tolv tusind soldater nu under general Crooks kommando, og hans tanker gik først mod nord, til Fortet, hvor fem kavalerikompagnier og soldaterne sadlede op og red ud gennem porten.

Dybt inde i Dakota-territoriet, i fortet, var det syvende kavaleri-regiment stationeret. Det var Custers gamle regiment — det regiment, som havde lidt det bitre nederlag for mere end to år siden ved Little Big Horn.

Kaptajnen sendte sine mænd af sted på fladvogne, hvor han også anbragte en haubitser.

Fra fortet Wallace tog det nittende infanteriregiment af sted under oberstens ledelse.

Obertsten og hans mænd marcherede mod sydøst. Han havde seks pawneespejdere med, og disse var ligesom officererne til hest.

Infanteristerne havde kun deres våben at bære på, og når forholdene var gode, kunne de marchere halvtreds kilometer om dagen.

Der var ting, der bekymrede obersten, hvilket var usædvanligt. Det pinte ham konstant, at han ikke havde skrevet til sin søster.

Han var ellers omhyggelig på dette punkt og afsendte breve med regelmæssige mellemrum.

Mens han nu red, skrev han i tankerne det brev, han havde glemt, fortalte om sin dårlige økonomi, sit skænderi med majoren, den ensformige tilværelse i fortet . . .

Karsten Holm havde været undervejs i to dage, da tre af pawneespejderne, som var blevet sendt i forvejen, kom galoperende tilbage i al deres barbariske ophidselse.

Han kunne ikke lide indianere, bare at skulle give en af dem hånden fik ham til at gyse.

Pawneespejderne holdt hestene an ved siden af ham og råbte op.