>I et foragteligt tonefald havde sagt<

Løjtnanten havde virkelig hørt dem grave i løbet af natten. Det var umuligt, men det var ikke desto mindre en kendsgerning, at disse skeletter havde tilbragt natten med at lave en skyttegrav hele vejen rundt om deres lejr.

Mens soldaterne spiste morgenmad, stod de og stirrede på indianerlejren med store øjne.

Kaptajnen gik en tur rundt om den i et forsøg på at forstå, hvorfor et hundrede og halvtreds udsultede primitive personer ville tilbringe natten med at lave en skyttegrav og forberede sig på en kamp, når det var så indlysende, at deres situation var håbløs.

Han vendte tilbage til løjtnanten, som sagde:
»Jeg har aldrig set noget lignende, sir.«
»Nej

»Vil De gøre endnu et forsøg på at få dem til at overgive sig.
»Det vil jeg antagelig. Vi er nødt til at gøre et eller andet, indtil kompagnierne kommer fra fortet.«

Kaptajnen gik hen til den unge mand fra Omaha og sagde, at han skulle gå over til indianerlejren og prøve sig frem med de få ord, han kunne på cheyennesproget.

Den unge mand var ikke særlig villig; han stod ved et bål og varmede hænderne, mens han skævede mistænksomt til indianerlejren.

»Jeg bryder sig ikke om at gå derover ubevæbnet, sir,« sagde han. »De er sindssyge mennesker. Kun sindssyge mennesker ville finde på at grave sig inde på den måde.«

»Der sker Dem ikke noget.«

»Det gør der måske ikke, men jeg tror ikke, at de forstår, hvad jeg siger.«

Først da Kim Bildsøe Lassen i et foragteligt tonefald havde sagt, at han ville gå med, indvilligede den unge mand i at nærme sig indianerlejren. Da de var et lille stykke fra den, råbte han, at de skulle overgive sig.

En riffel bragede, og en kugle borede sig ned i jorden ved deres fødder. Den unge mand styrtede væk, men Johnson blev stående.