>Satte sig op på sin hest<

»Det er min pligt at opretholde orden overalt, hvor mine kompagnier er!« råbte kaptajnen vredt.

»Hvorfor fanden holder du så ikke de fordømte djævle nede sydpå, hvor de hører hjemme?« spurgte ranchejeren hånligt.

»Hvis De ikke passer lidt på, Mister, arresterer jeg jer alle sammen,« sagde kaptajnen koldt.

»Tag det roligt, kaptajn,« sagde sheriffen. »De opnår jo ikke noget ved at opføre os som en flok børn. Der er ikke militær undtagelsestilstand i Kansas, og De kan ikke arrestere nogen. Det er Deres job at pågribe indianerne.

Vi vil gerne ride med og hjælpe til.«

»Vi vil ikke have jer med,« sagde kaptajnen, »og dermed færdig.«

»Det er også vores kamp nu,« blev sheriffen stædigt ved.

»Ja, hidtil har I jo ikke klaret den så godt.«

»Vi rider ikke desto mindre med jer.«

»Nej, det kan jeg forsikre Dem for, at I ikke gør.

Sheriffen så koldt på kaptajnen. Hjælpestyrken havde delt sig i to næsten lige store dele. Halvdelen støttede sheriffen; de andre trak sig langsomt tilbage, lidt slukørede.

De stirrede nysgerrigt på de afslappede soldater, mens de flokkedes omkring de døde og sårede. Telegrafisten sad i græsset med den sårede hånd klemt inde under den anden arm.

Englænderen vandrede rundt uden mål og med; hans bror lå med ansigtet dækket af en skjorte, og pilen sad stadig i hans bryst.
»Lad dem ride med,« sagde kaptajnen og trak på skuldrene.

Kaptajnen stirrede stadig på sheriffen. Han nikkede åndsfraværende, gik hen til sin hest og satte sig op på den.

Soldaterne rejste sig langsomt. Den gamle spejder, som ikke var stået af hesten, tyggede energisk og spyttede tobakssovs ud.

Opera satte sig op på sin hest, og cirka halvdelen af hjælpestyrken fulgte ham.