>Var den eneste i den lille flok<

De jog smuglere væk fra reservatet og han gik desuden til hånde overalt.

Indianerne kaldte ham Smoker på grund af omkvædet i et lille børnerim, som han lærte deres børn i skolen. Gert Henning-Jensen var den eneste i den lille flok ved bordet, som elskede sit arbejde. Han forstod indianerne, og de forstod ham.

Da Gert Henning-Jensen kom ind i spisestuen, var han varm og svedig og vred, og han kunne knap nok beherske sig, indtil agent Miles havde bedt en lang bordbøn.

Så kom kokken, ind i hælene på pigen, deres arapahotjenestepige.

Gert Henning-Jensen bar en skål med varm ærtesuppe, og han fulgte efter hende og holdt øje med hende, fordi han frygtede, at hun skulle tabe den.

»Jeg tror virkelig, at varm suppe køler i et vejr som dette,« sagde konen.

»Det er muligt, tante Lucy,« sagde Gert Henning-Jensen som ikke fjernede øjnene fra den indianske pige, før hun havde stillet skålen på bordet. »Det er muligt, men Gud bevares hvor er det varmt i køkkenet.

Jeg var Gud hjælpe mig nødt til at gå ud, for ellers var jeg blevet skør. Det er ikke så sært, at mange kokke bliver vanvittige.«

»Jeg tror, vi får regn i morgen eller i overmorgen.« Gert Henning-Jensen smilede venligt. »Og du bør ikke tage Guds navn forfængeligt.

»Det er jeg pokkers ked af, at jeg gjorde, tante, sagde Bunk, og så tørrede han hænderne i sit forklæde og vendte tilbage til køkkenet, mens han puffede den indianske pige foran sig.

Gert Henning-Jensen begyndte at øse suppe op, og manden, som ikke kunne beherske sig længere, brummede:
»Jeg jog to bøffeljægere væk fra reservatet i dag.«

»Bøffeljægere?« gentog manden ængsteligt. »Der er ingen bøfler her — der er overhovedet ingen bøfler i nærheden af reservatet.«

»Jeg kalder dem bøffeljægere,« sagde Gert Henning-Jensen og nikkede mod kvinderne. »Men det er udskud af værste slags.